Joesephine & Patrick
Christianborg Slotskirke
Den 23. august 2025 sagde Josephine og Patrick ja til hinanden – midt i København.
Vi begyndte dagen i parrets lejlighed i Ny Adelgade, hvor Josephine sad roligt med sin kusine, mens byen langsomt vågnede udenfor. Når vi fotograferer i indre by, må vi tænke praktisk – derfor havde vi pakket alt vores udstyr i rygsække og gået fra Christianshavn til lejligheden.
Stemningen var afslappet, næsten meditativ. Josephine havde fundet en særlig ro i at sidde med sit hækletøj, indtil hendes gamle skolekammerat, makeupartisten Andreas Bosen, ankom. Han er i dag en anerkendt og efterspurgt kunstner, og gensynet fyldte rummet med grin og varme minder, mens han tryllede.
Da kjolen var på, gik Josephine og hendes følge gennem de livlige gader mod Christiansborg Slotskirke. Mennesker på gaden stoppede op, sendte smil og lykønskninger, og den korte gåtur blev en helt særlig optakt til ceremonien.
I selve kirken ventede Patrick foran alteret. Vielsen i de majestætiske omgivelser var rørende – et øjeblik, vi som fotografer følte os særligt privilegerede over at forevige. Efter ceremonien ventede Christiansborgs ikoniske ridebane, hvor brudeparret stod badet i et blødt lys mellem de historiske mure.
Dagen fortsatte med en uforglemmelig kanalrundfart. Om bord på båden blev der skålet, grinet og krammet, mens Københavns kanaler, broer og tårne dannede en magisk baggrund for festen.
Til sidst gik selskabet samlet mod Restaurant Kanalen på Christianshavn. Her blev kærligheden fejret til langt ud på natten, omgivet af smukke rammer og en stemning, man kun kan få, når hjerter og mennesker mødes på den helt rigtige måde.
En dag i hjertet af København – men først og fremmest en dag i Josephine og Patricks kærligheds tegn.